Samhandel mellem ens selskab og personligt ejet virksomhed kan give anledning til utallige skattemæssige udfordringer.

Den første helt grundlæggende udfordring er den prissætning og de vilkår, der handles til. De skal være på markedsvilkår, både for så vidt angår priserne, men også vilkårene.

Er de ikke det, risikeres det, at SKAT rejser en sag fordi værdierne er flyttet mellem selskabet og virksomheden på ikke markedsbestemte vilkår. 

Det kan f.eks. betyde, at der opstår et anpartshaverlån, hvis selskabet sælger på kredit, og den ikke er på samme vilkår, som der i øvrigt gives til andre debitorer, ligesom salg ud af selskabet til for lave priser kan udløse udbyttebeskatning.

Det er derfor uhyre vigtigt, at der ved alle transaktioner sikres, at det kan dokumenteres, at der handles på samme vilkår og priser, som tredjemand betaler.

Det lyder banalt, og er det egentlig også, men det sker relativt tit, at disse forhold ikke er på plads, og dermed er der grobund for en skattesag.

Dernæst oplever vi relativt ofte, at SKAT forsøger at underkende fradragsretten for mellemværender mellem den personligt ejede virksomhed og selskabet. 

De fleste, der har drevet virksomhed har oplevet, at det er helt normalt at man tvinges til at stå tilbage fra andre kreditorer, hvis likviditeten er presset i selskabet.

Problemet er blot, at giver man kredit for længe vil SKAT ikke længere anse tilgodehavendet for at være et tilgodehavende for levering af varer, tjenesteydelser m.v. men i stedet et udlån. 

Mellemværendet ændrer altså skattemæssig karakter.

Det er der hjemmel til, og relativ omfattende praksis for, at SKAT kan. Man kan spørge om ikke det er ligegyldigt? Og svaret er meget klart, nej, det er det ikke. 

Problemet er, at hovedaktionærer ikke har fradragsret for tab på udlån til sit selskab, men alene fradrag for tab på en fordring, der vedrører levering af varer, ydelser m.v., de såkaldte vederlagsfordringer.

Det samme gør sig gældende i forhold til retten til fradrag for moms.

Spørgsmålet er blot, hvornår har man givet for lang kredit? Det er præcist dette spørgsmål der giver anledning til alle sagerne, og svaret er, når kreditten ikke længere er forretningsmæssigt begrundet, hvilket i bund og grund ikke er et svar.

Hvornår en kredit er forretningsmæssigt begrundet er et meget vidt begreb, og alle der står i den situation, at der skal gives kredit, bør forholde sig til situationen, og spørge sig selv, ville vi give andre kredit på samme vilkår, og er det i min forretningsmæssige interesse at gøre det?

Er svaret nej, er fradragsretten helt sikkert væk.

Gives kreditten fra en virksomhed i virksomhedsskatteordningen og omklassificerer SKAT mellemværendet til et udlån risikeres yderligere skat, da der er risiko for, at SKAT vil anse det for en hævning, der udløser skat.

Bemærk i øvrigt, at fradragsretten mistes for "hovedaktionærer", og det er et meget vidt begreb, da nærtståendes aktier/anparter tælles med.

Vi har kendskab til sager, hvor den personligt ejede virksomhed var ejet af hustruen og selskabet af ægtefællen og hvor hustruen mistede sit fradrag qua hun blev anset for hovedaktionær, via sin ægtefælles aktiebesiddelse.