SKAT kan naturligvis ikke blande sig i, hvad skatteyderne bruger sine penge til, men SKAT blander sig i allerhøjeste grad i, om der er betalt skat af de penge, der bruges.

Der har igennem en længere periode været en meget klar gennemgående tendens i lovgivningen målrettet mod at skabe digitale transaktionsspor.

Dette gælder f.eks. i forhold til manglende fradrag for betaling af større fakturaer kontant, manglende mulighed for at modtage større kontante betalinger, indberetningspligter i henhold til hvidvaskloven m.v.

Det betyder naturligvis ikke, at kontanter er ulovlige, men skatteretlig praksis viser entydig, at skatteydere med kontantøkonomi i allerhøjeste grad risikerer en skattesag.

Dette gælder særligt, de skatteydere, der hæver deres penge i banken og løbende sparer op i kontanter, for på et eller andet tidspunkt at sætte pengene i banken igen. Her er der oplagt risiko for en meget ubehagelig skattesag, med en tung bevisbyrde, da det er skatteyderen, der skal godtgøre, at de penge, der sættes i banken, stammer fra allerede beskattede midler.

Det kan være endog meget svært. Det gælder særligt i forhold til, om skatteyderen ud over de opsparede midler har haft tilstrækkelige midler til rådighed for et rimeligt og sædvanligt privatforbrug.

SKAT har i den sammenhæng mere end svært ved at forstå, at der er forskelle i danskernes forbrugsmønster, og at nogle mennesker har et langt lavere privatforbrug end andre - og SKAT får ofte medhold heri ved domstolene.

I mange tilfælde med god grund, for selvfølgelig er der relativt ofte en betydelig sort økonomi forbundet med en kontant økonomi, men det behøves langt fra at være tilfældet.

Problemet er blot, at praksis er blevet utrolig streng, da der har været så mange tilfælde, hvor det har været berettiget at foretage en forhøjelse af indkomsten.